Disc golf er fantastisk på en solrig forårsdag, men i de kolde mørke måneder, kan det være lidt sværere at komme af sted. Men har du netop forelsket dig i disc golf og fået styr på dit spil henover sommeren, kan det være svært at lade vær hele vinteren. Her kommer nogle gode råd til at spille disc golf om vinteren.
6 grunde til at spille disc golf i vinterhalvåret
- Hold dit spil ved lige. Når uret skifter til vintertid i slutningen af oktober og frem til sommertid i slut marts, kan det i hverdagene være svært at nå at spille, inden det bliver mørkt. Men perioden udgør 5 af årets 12 måneder, og får man spillet bare lidt i vinterhalvåret, står man markant bedre til foråret.
- Der er færre mennesker. Udnyt at alle andre også helst vil spille i godt vejr og gå nogle runder på de travle baner, mens der er plads.
- Brug mindre tid til at lede efter dine discs. Når bladene er faldet af buskene og ukrudtet visnet, kan det være noget lettere at finde at sine discs. Det er selvfølgelig noget helt andet de få gange, der ligger 20 cm sne.
- Ingen myg, brændenælder, flåter eller kæmpebjørneklo – nyd det så længe det varer.
- Den frosne jord giver kæmpe skips. Hvis det er rigtig koldt, slipper du måske endda for risikoen for at smide din disc i søen, og kan lade den glide hele vejen over isen.
- Vinteren er smuk. Der er intet som en klar vinterdag i solskin, fem graders frost, rimfrost på græsset og måske lidt spredt sne hist og her. Det kan godt være det er koldt, men det fås ikke smukkere end det.
9 gode råd når du spiller disc golf om vinteren
- Spil med nogle discs af lidt blødere plastic. Hvis frosten er hård, bliver både jord, træer mv. hårdere, og det samme gør sig gældende for dine discs. Den kombination øger risikoen for, at dine discs knækker helt eller delvist.
- Brug farverige discs, hvis der er sne. Gem dine hvide discs langt væk, for du finder dem aldrig igen. Neonfarver er din ven.
- Spil ikke med uerstattelige discs. I forlængelse af punkt et og to giver det næsten sig selv, at du ikke bør spille med dine mest elskede discs. Der er bare større chance for, at de bliver væk eller går i stykker.
- Disc down. Du kan i mange tilfælde have gavn af, at kaste en langsommere disc end du ville have gjort på en varm sommerdag. Når musklerne er kolde og man har mange lag tøj på, kan det være svært at opnå den samme kraft i sine kast, og discen vil derfor flyve lidt langsommere. En anden fordel er, at de hurtige discs med skarpe kanter let vil forsvinde ned i sneen, mens en putter eller midrange har større chance for at lægge sig oven på.
- Hold dine discs kolde, hvis der er sne. En varm disc vil smelte den sne, den kommer i kontakt med, og den klistrer derfor mere til discen. Hvis du lader dine disc stå i en kold garage natten over eller i bagagerummet af bilen nogle timer før, du skal spille, vil sneen være lettere at børste af.
- Varm grundigt op. Gør dig lidt ekstra omhyggelig med opvarmningen. Kolde og stive muskler og led er mere udsatte for skader, og du kaster desuden både bedre og længere når du er varm. Varm gerne op igen, hvis du bliver kold.
- Tilpas forventningerne til vejret. Det er noget andet at spille i blæst, frost og sne end på en varm sommerdag. Tilpas dine forventninger hertil, og acceptér at du måske ikke går dine bedste runder. Tee’s kan være glatte, ground play anderledes og vinden kan være kraftigere. Med kolde fingre og våde discs, er forholdene ikke optimale. Acceptér det og spil derefter.
- Medbring rigeligt med klude eller viskestykker, så du kan tørre mudder, sne og vand af discen undervejs.
- Klæd dig godt på!
- Et bonustip: Det er sjældent aktuelt med sne i Danmark, men skulle der være meget af det, findes det et lille trick, så man undgår at skulle lede efter sine discs med en sneskovl. Tape en lang strimmel af f.eks. farverigt gavebånd fast på undersiden af dine discs, så kan du se halen, selvom discen er begravet i sne. En let snor på ca. to meter forstyrrer ikke flyvegenskaberne betydeligt.
Sådan undgår du at fryse
- Klæd dig på i lag. Uldundertøj eller skiundertøj med lange ben og ærmer kan gøre underværker. Herpå et par bukser, og gerne nogen der kan modstå lidt vind og vand. En T-shirt og sweatshirt på overkroppen under et lag vind- og vandtæt tøj burde kunne modstå det meste vejr. Ved at iklæde sig flere lag i stedet for en stor jakke, opnår man bedre bevægelsesfrihed, og kan let tage et lag af eller på hvis man får det for varmt eller koldt.
- Dæk halsen. Halstørklæde eller en halsedisse der også kan trækkes lidt op om ørerne, gør en stor forskel, hvis den forhindrer en i at have kulde omkring hals og nakke.
- Hovedbeklædning. Man mister meget kropsvarme via hovedet, så måske skal kasketten skiftes ud med en hue. Den kan også let tages af, hvis man kortvarigt skal af med lidt varme.
- Det duer ikke at spille med vanter, selvom der dog findes nogle disc golf handsker. Du kan sagtens have en god vante på den ene hånd, mens det er mere besværligt på kastehånden. Brug f.eks. en luffe der er let at tage af, når du skal kaste. Du kan evt. købe en lille håndvarmer til at have i luffen, hvis du har tendens til kolde fingre.
- Gode sko og sokker. Det er måske det allervigtigste. Spil i nogle gode vandtætte sko med en god sål, der kan stå fast i underlaget. Tag om nødvendigt to par sokker på, eller skaf et par skisokker eller uldsokker. Tag ekstra sko og strømper med, hvis du skulle alligevel få våde fødder.
- Husk også en pose til tøj der måtte blive vådt og mudret.
Spil natgolf
Kan man godt spille disc golf i mørke? Ja, det kan man, og det er ganske sjovt. Flere foreninger arrangerer natgolf, hvor der sættes lys i kurvene og spilles i bælgragende mørke. Der kan spilles med særlige glow discs, der ”lades op” med en UV-lygte, så det bliver selvlysende og kan findes i mørket. Andre påklistrer discen selvlysende tape eller dioder.
Det er både hyggeligt og sjovt at spille natgolf, selvom spillet bliver noget sværere. Dels kan man ikke se ret mange af træerne kombineret med, at en disc med et batteri og en diode bare flyver en anelse anderledes. Nogle foreninger tilbyder at man kan låne eller købe det nødvendige udstyr, og ellers kan dioder købes i pakker af 10 for 15 kroner og batterier for omkring 10 kr.
Vis dette opslag på Instagram