Undersøgelse: Skader i disc golf 2021

I starten af 2022 blev et spørgeskema om skader i disc golf sendt ud til spillerne i Danmark, og efter lang tids bearbejdning er resultaterne nu klar. Det viser sig overraskende nok, at der er en relativt høj forekomst af skader blandt disc golf spillere sammenlignet med udøvere af andre idrætsgrene. Skaderne er dog sjældent af alvorlig grad.

En spørgeskemaundersøgelse har nu klarlagt nu skader blandt 152 disc golf spillere.

Det følgende er et uddrag af undersøgelsen med de væsentligste resultater. Der findes uddybende forklaringer samt flere resultater i den fulde undersøgelse, som kan læses her.

Undersøgelsen er baseret på 154 besvarelser af et spørgeskema, som blev sendt ud i disc golf miljøet i Danmark via sociale medier og Anhyzer’s nyhedsbrev. Blandt besvarelserne blev 2 sorteret fra, da svarene var selvmodsigende. Tilbage var 148 mænd og 4 kvinder.

  Middel   Min  Max 
Alder  33,1 ± 10,1  10  58 
Antal års træning  3,2 ± 4,8  0  40 
Ugentlige træningstimer  5,9 ± 3,8  1  20 
PDGA-rating  876,5 ± 62,8  656  1001 

Hvilke skader ser man?

Blandt de adspurgte havde 62 % på et tidspunkt pådraget sig en skade af at spille disc golf. 23 % havde pådraget sig mere end én skade, mens 36 % aldrig havde været skadet som følge af disc golf. Der er en klar overvægt af overbelastningsskader, som udgør 55 % af skaderne. Forstrækninger er den næsthyppigste skade med 28 %, mens de resterende fordeler sig over forskellige skader af varierende grad af alvorlighed.

Figur 1 Fordeling af skadestyper forårsaget af disc golf i 2021

Det er måske ikke overraskende, at de fleste skader har forbindelse til kastebevægelsen, da det udgør størstedelen af spillet. Derfor er det også skuldre, albuer og ryggen der står for skud i langt de fleste tilfælde. 73 % af alle rapporterede skader gik ud over skulder og/eller albue. På figur 2 nedenfor kan du se fordelingen af skader. Der er rapporteret 78 skader med i alt 120 skadede kropsdele. Derfor bliver summen af den procentvise fordeling 153,8 %.

Figur 2 Disc golf skader i 2021 fordelt på kropsdele.

Mere end en tredjedel af skaderne (39 %) er opstået over tid, mens en anden tredjedel menes at være kommet af drives med maksimal længde (35 %).

Figur 3 Disc golf skader i 2021 fordelt på aktiviteterDer er i undersøgelsen skelnet mellem aktiviteten og den egentlige årsag bag en skade. I 24,4 % af tilfældene har spillere angivet, at de formoder, at deres skade er opstået som en følge af flere forskellige faktorer i kombination. De hyppigste årsager er overtræning, utilstrækkelig opvarmning og underlaget, som til sammen udgør 68 % af de opgivne årsager. Herefter følger manglende koncentration, gamle skader der ikke er helet samt dårlig teknik med sammenlagt 15 % af årsagerne.

Set fra disc golfens perspektiv, er det glædeligt, at der i denne undersøgelse ikke blev fundet nogen skader som følge af ødelagte eller beskadigede faciliteter eller ved at blive ramt af discs. Ej heller har alkohol ført til skader, selvom det ses, at spillere ind imellem indtager større eller mindre mængder alkohol i forbindelse med eller forud for spil.

Hvem bliver skadet?

I undersøgelsen er det blevet forsøgt af finde en sammenhæng mellem frekvensen af skader og parametre som niveau (PDGA-rating), alder, erfaring og andel af forhåndskast. Generelt set er der for få respondenter i spørgeskemaet, da mange af grupperne bliver meget små, når man inddeler folk i mindre grupper efter niveau eller alder.

Der blev fundet en sammenhæng mellem frekvensen af skader og andelen af forhåndskast. Det er undersøgt i tidligere studier (7), at spillere, der kaster forhånd som deres primære kast, har en større forekomst af albueskader. I denne undersøgelse viste resultaterne, at blandt de spillere der kastede forhånd mere end 50 % af tiden, var 60 % blevet skadet i 2021, mens de hos de resterende spillere kun var 44,25 %. Inddelte man spillerne i mindre grupper sås der en tendens til, at jo større andel af forhåndskast en gruppe havde angivet, des højere var forekomsten af skader. Jo mindre grupperne blev, des større usikkerhed sås der også omkring tallene.

Figur 8: Skadesfrekvens for forhåndsdominante relativt til baghåndsdominante

Der blev ikke fundet en sammenhæng mellem skadesfrekvens og niveau eller alder.

Der kan være en sammenhæng mellem skadesfrekvens og erfaring (opgjort i antal år spillet). Dette er dog komplekst, da det også spiller ind i både alder og niveau. Ikke desto mindre ser det dog ud til, at jo længere man har spillet disc golf, des mindre sandsynligt er det, at man pådrager sig en skade. Tendensen ses udtrykt på figur 12. Gruppen med mere end 10 års erfaring var dog ganske lille (11 personer), ligesom gruppen med mindre end 1 års erfaring (6 personer), der dog havde den højeste frekvens af skader (83 %)

Figur 12 Skadesrisiko fordelt på erfaring

Er disc golf farligt?

Der vil altid være en vis risiko forbundet med udøvelse af sport og idræt. Hvorvidt disc golf er en ”farlig” sport eller en disciplin med en høj skadesrisiko, må derfor ses i relation til andre idrætsgrene.

I 2016 udkom undersøgelsen Idrætsskader i Danmark 2016 (2, 3), der i en grundig spørgeskemaanalyse med 6.791 respondenter (3.498 voksne, 3221 børn), har undersøgt, hvilke idrætsgrene der er den største skadesfrekvens i. I den undersøgelse har man defineret en skade som ”opstået i forbindelse med sport/motion, som har forhindret dig i at dyrke sport/motion i mindst 7 dage, og/eller som har krævet kontakt til sundhedspersonale (læge, fysioterapeut eller andre)”. Derfor er der i nærværende undersøgelse spurgt til netop disse to parametre, og ud af de 152 brugbare besvarelser har 40 (26 %) personer angivet, at have haft en skade i 2021, der udelukkede dem fra idræt i mindst 7 dage og/eller krævede kontakt til sundhedspersonale. Ganske overraskende placerer de tal disc golf på en førsteplads over idrætsgrene med størst skadesprocent, med en højere andel end både håndbold og fodbold (hhv. 23,9 % og 23,1 %), løb (14,6 %), parkour (8,8 %), crossfit (8,3 %) og almindelig golf (5,4 %).

Der er ikke nogen forklaring på, hvorfor tallet for disc golf i denne undersøgelse er så højt. Det vil være interessant på et senere tidspunkt at undersøge dette nærmere. For at svare på spørgsmålet ”er disc golf farligt?”, bør man også vurdere alvorligheden af skaderne.

Andelen af alvorlige skader (knoglebrud, overrevne muskler og sener, dislokationer, hjernerystelser, meniskskader) er stort set fraværende i disc golf. Næsten alle skader er almindelige skader (forstuvninger, forstrækninger, overbelastninger, trykkede ribben), ligesom vi tidligere har vist, at mange disc golf skader er overbelastninger. Dog ses der også meget få småskader (snit, kraftige slag som trælår, udefinerbar smerte o.l.) i disc golf. Så er disc golf farligt? Nej, men der er en uforklarlig høj forekomst af ikke alvorlige skader.

Figur 13 Små skader, almindelige skader og alvorlige skader i hhv. disc golf og parkour

Konklusion

Undersøgelsen viste, at der i Disc golf så ud til at være en overraskende høj forekomst af skader sammenlignet med andre sportsgrene. Skader går i gennemsnit ud over 1,54 kropsdele pr. skade, og heraf er det oftest kropsdele, der kan forbindes med kastebevægelsen som skulder (41 % af skader), albue (44,9 %) og ryg (19,2 %), der kan forbindes med kastebevægelsen. Skaderne er i 89 % af tilfældene mindre alvorlige skader som forstuvninger, forstrækninger og overbelastninger. Sidstnævnte udgør 55 % af skaderne.

Skaderne ses ofte komme over tid (39 %), og herefter er det de hårde kast som drives med maksimal distance (35 %), der giver flest skader. Det var i denne undersøgelse ikke muligt at belyse, om der var mindre risiko forbundet med at kaste fra en tee pad sammenlignet med kast fra fairway eller rough. Blandt årsagerne til hvorfor spillerne blev skadede har de selv angivet, at det i 24,4 % af tilfældene skyldtes flere faktorer. I 47,4 % var overtræning en af årsagerne, og i 41 % var utilstrækkelig opvarmning en årsag. Som dette antyder, kan mange skader i disc golf undgås helt eller delvist, hvilket 64 % af de skadede spillere formoder, at deres skade kunne have været.

Undersøgelsen støtter tidligere resultater, der indikerer, at spillere, der kaster en stor andel af deres kast med forhånd, oftere bliver skadede (60 % i 2021) sammenlignet med baghåndsdominante spillere (44,3 %). Undersøgelsen kunne ikke vise nogen forskelle på tværs af alder, niveau, eller erfaring, hvilket kan være interessant at få belyst i fremtiden.

Foruden de tre førnævnte, ønskes det undersøgt nærmere, om skadesforebyggende træning har en effekt. Desuden vil det være relevant at få yderligere belyst, om og evt. hvorfor forhåndskast angiveligt er forbundet med flere skader. Slutteligt ønskes det, at man i fremtiden kan klarlægge hvorfor disc golf umiddelbart ser ud til at føre til så mange skader, eller belyse hvordan disc golf placerer sig sammenlignet med andre idrætsgrene.

Anhyzer håber, at andre aktører ligeledes vil undersøge disc golf nærmere også uden for temaet skader. Forhåbentligt får den akademiske verden også øjnene op for den voksende sport og studerer den nærmere. Spørgsmål, kommentarer og anmodninger til samarbejde er meget velkomne, hvis Anhyzer kan medvirke til at øge den fælles viden om disc golf. Kontaktoplysninger findes på hjemmesiden.

Dette var et uddrag af undersøgelsen med de væsentligste resultater. Der findes uddybende forklaringer samt flere resultater i den fulde undersøgelse, som kan læses her.

Referencer

  1. Nicholl J.P, Coleman P. & Williams B.T. (1995). The epidemiology of sports and exercise related injury in the United Kingdom. J. Sports Med., Vol. 29, No. 4, pp. 232-238, 1995
  2. Bueno, A.M., Pilgaard, M., Hulme, A. et al. (2018) Injury prevalence across sports: A descriptive analysis on a representative sample of the Danish population 5: 6. https://doi.org/10.1186/s40621-018-0136-0
  3. Danskernes idrætsskader 2016, Idrættens Analyseinstitut og RUNSAFE, Aarhus Universitet. (senest revideret 5. maj 2017)
  4. Ekstrand J, Gillquist J, Liljedahl SO (1983). Prevention of soccer injuries. Supervision by doctor and physiotherapist. Am J Sports Med. 1983 May-Jun;11(3):116-20.
  5. Nathan L. Grimm, John C. Jacobs Jr, Jaewhan Kim, Brandon S. Denney, & Kevin G. Shea(2015). Anterior Cruciate Ligament and Knee Injury Prevention Programs for Soccer Players A Systematic Review and Meta-analysis. Am J Sports Med August 2015 vol. 43 no. 8 2049-2056
  6. Peter Bollars, Steven Claes, Luc Vanlommel, Kris Van Crombrugge, Kristoff Corten, and Johan Bellemans (2014). The Effectiveness of Preventive Programs in Decreasing the Risk of Soccer Injuries in Belgium National Trends Over a Decade. Am J Sports Med March 2014 vol. 42 no. 3 577-582
  7. Nelson JT, Jones RE, Runstrom M, Hardy J. Disc Golf, a Growing Sport: Description and Epidemiology of Injuries. Orthopaedic Journal of Sports Medicine. Juni 2015. Downloaded 23. Maj 2022 via https://journals.sagepub.com/doi/pdf/10.1177/2325967115589076
  8. Asp, D. (2016). Skader i parkour 2015. En statistisk undersøgelse af skadestyper, frekvenser, og årsager 2. udgave. Køge, Freerun Denmark. Downloaded 30. maj 2022 via https://dennisasp.dk/skader-i-parkour-2015/
  9. Asp, D. (2022). Disc Golf i Tal 2021. En kvantitativ undersøgelse af disc golf i Danmark. Køge, Anhyzer.dk via. https://www.anhyzer.dk/disc-golf-i-tal-2021

Forfatter

  • Dennis Asp

    Jeg blev grebet af disc golf i 2018 og har siden haft en stigende interesse for spillet. Jeg lancerede derfor Anhyzer.dk i 2021, og har nydt at arbejde med projekt lige siden.

    Vis alle indlæg
Følg denne tråd
Giv besked om
guest

0 Comments
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer